A non-scout’s confession

Jeg har direkte lånt denne bloggposten fra lokalavisen.dk. Den var for vakker til å ikke ta med.

En ikke-spejders bekendelser

Lad mig sige det med samme: Jeg har aldrig været spejder. Eller det vil sige: Jeg har faktisk været spejder. I cirka 1,5 time. Da jeg var lille syntes jeg, det var super sejt at gå med dolk, og min store helt var David Crockett. Han kunne overleve i vildmarken, og han var om muligt endnu mere snu end mine andre helte: Indianerne. Jeg bad min mor om at få lov til at blive spejder, fordi det var jo det, David Crockett var. Min mor sendte mig til et møde – jeg tror det var hos FDF. Aftenens aktivitet var at binde kulørte plasticsnore rundt om en bøjle for at dekorere den rigtig fint. Frygteligt. Min mor har stadig bøjlen, men min følelse af anti-klimaks var så massiv, at jeg aldrig blev spejder.
Indtil i lørdags. Mine børn og min kone skulle på Spejdernes Lejr, Danmarkshistoriens største, og jeg blev nysgerrig efter at se, hvad det egentlig var for noget. Mine børn er henholdsvis tropsspejder i 1. Lillerød og spirespejder i Palnatoke, og min kone er leder af Palnatokes mejser. I en alder af 43 tog jeg altså på mit livs første spejderlejr. Og jeg blev solgt. Fuldstændig og aldeles. Jeg blev rørt, glad og optimistisk for fremtiden. Ikke så meget på grund af organiseringen og det vilde i, at 35.000 spejdere indtager et par marker ved Holstebro og bygger lejr med imponerende kreationer af rafter og seglgarn på to dage. Det er flot. Mad over bål og upåklagelige toiletforhold, fornem teltorden og skøre indfald kan også imponere, men det er heller ikke det, der tog mig med storm. Nej, grundlæggende er det jeg ser en masse voksne, som bruger deres ferie og fritid på at lege med andre folks børn. Wauw. Jeg mener, hvorfor skulle de dog det? Der er jo mennesker uddannet til den slags. Her på lejren er folk der normalt arbejder som laborant, ingeniør, bibliotekar, butiksassistent, programmør, musiklærer, præst, pædagog, lærer, bankassistent og meget, meget mere. De giver gavmildt en kæmpestor mængde børn en række fuldstændig fantastiske og udviklende legeoplevelser. For det er ikke lege som tidsfordriv, a la min oplevelse med bøjlen hos FDF eller perleplader i SFOen eller rundbold i skolen. Lege som efter min mening ikke flytter børn.
Hver enkelt leg har en filosofi bag sig: Den skal passe ind i spejderloven. Spejderne kalder det ikke lege; de kalder det aktiviteter eller løb. Aktiviteterne skal flytte børn fra et niveau til et andet og meget gerne højere niveau. Alt her på lejren syder af gå-på-mod: På at løse en opgave, møde andre mennesker, tackle en udfordring. Ja, kort sagt et kæmpe gå-på-mod på livet. Der er fokus på bæredygtighed, udvikling, samarbejde, kommunikation, ansvar, respekt og hensynsfuldhed. Det lyder som en hvilken som helst virksomheds værdigrundlag. Men til forskel for mange virksomheder får spejdere disse værdier ind med modermælken, og de lever virkelig værdierne. De leger sig til dem fra en tidlig alder. Jeg er sikker på at mange virksomhedskonsulenter ville give deres højre arm for at kunne få deres dyrebare værdigrundlag implementeret på samme kraftfulde måde.
I går var jeg frivillig hjælper på en aktivitet. I en kæmpebunke skrald, som bl.a. indeholdt to skrottede biler, skulle børnene i grupper finde byggedele til at bygge deres egen vogn. Den skulle kunne transportere en person, ramme et mål med vand fra en pumpe på to meters afstand og have en vippearm, der kunne løfte et emne. Ingen brugsanvisning. Ingen voksenhjælp. Men samarbejde, kreative løsninger og masser af gå-på-mod. Nogle børn gik bare i gang med at samle skrald og skruede det fast på må og få, uden helt at vide hvad de andre gjorde. Andre børn snakkede og planlagde grundigt, og først sent begyndte de at samle bilen. Det var tydeligt, at den sidste gruppe børn fik bygget de flotteste og mest funktionelle biler og vandt løbet. De kommunikerede, planlagde og viste respekt for hinandens meninger. Og havde det fantastisk sjovt imens de fik leget en lang række værdier ind.
En yderligere værdi jeg genkender her på lejren, er den fra folkeskolen meget udskældte rummelighed. Her på lejren er alle typer. Når man går rundt og kigger, som jeg har gjort i fem dage nu, ser man ADHD drengen, poptøsen, punkerspejderen, nørden, den smukke, den grimme, den radmagre og den overvægtige foruden de helt normale side om side med tusind andre typer. Alle disse typer gør, at man med det samme føler sig som en del af noget meget stort. Det er tydeligt at mærke respekten for alle og fra alle. Det skønne er, at der er plads og udfordringer til alle: Dem der vil være hurtigst og bedst, og dem der egentlig bare vil hygge.
Erhvervsmanden Lars Kolind fortalte på åbningsaftenen, at hvis man tog et antal ledere i erhvervslivet, ville 20 pct. være uddannet på Handelshøjskolen og over 50 pct. ville have været spejdere. En af spejderbevægelsens kongstanker er at børn leder børn. Det vil sige, at man som f.eks. 14-årig får ansvaret for at lede og gennemføre et møde for fire-fem andre børn på samme alder. Det er svært og går ofte rigtig galt. Men det hele er en del af en større læringsproces, som er nøje overvåget af ældre spejdere, som igen er superviseret af meget erfarne spejdere.
Og hvorfor gør de det så, alle disse frivillige spejderledere? Det har jeg tit spurgt mig selv om derhjemme i Allerød, når min kone tog til endnu et spejder møde. Hvorfor ikke bare blive hjemme, eller dyrke noget som er mere for dem selv, som fodbold, keramik, fitness, computerspil eller fransk? Fordi det simpelthen ikke fås mere livsbekræftende. De glade ansigter, skinnende øjne der bare frydes over alt det gode, de oplever. Den lille hånd der griber din egen. Det er det, det handler om. Penge, magt og ego er fuldstændig ligegyldigt, når det gælder livskvalitet. Det er mængden af skinnende øjne der tæller og bevidstheden om at gøre en forskel.
Tak for en skøn lejr.

Leave a Reply

Your email address will not be published.